Ferslev Kirke

Tårnet

Den oprindelige kirke var kullet, og først engang i slutningen af 1400-tallet fik den tilføjet sit tårn, der blev et nyt, men særdeles virkningsfuldt element i landskabet. Tårnet blev bygget ved vestenden af skibet og med delvis inddragelse af dettes vestgavl. Man nedtog kvadrestenslaget af kassemuren og byggede ovenpå dennes indvendige del. Kvaderstenene genanvendtes forneden i tårnets ydermur, men i øvrigt var teglsten nu det foretrukne byggemateriale. Tårnet har kvadratisk grundplan og dets saddeltag er syd-nord orienteret. Glamhullerne er rundbuede og falsede, medens vinduerne er spidsbuede og ligeledes falsede. Taget er ligesom koret s af tegl, medes skibet er blytækket.

Hvad man egentlig har villet med det kolossale tårn kan være svært at fatte, men også 1400-tallet var en periode, hvor man byggede til Guds ære uden smålig skelen til, om det kunne have været gjort mindre eller billigere.

Et egentligt våbenhus har kirken aldrig haft. Den nederste etage i tårnrummet gør fyldest som sådant, og tårnindgangen mod syd har overflødiggjort de gamle portaler i skibet, der da også er blevet muret til. Sandsynligvis har tårnrummet først og fremmest været tænkt som en udvidelse af kirkerummet og været forbundet med dette ved en spidsbuet åbning. På et eller andet tidspunkt har behovet for et våbenhus været større end behovet for hele den opnåede plads i kirken, og man valgte så at dele tårnrummet ved hjælp af en skillevæg af træ og lade den vestlige del fungere som våbenhus. Først i 1892 forsvnadt denne skillevæg igen, og hele tårnrummet fik funktion som våbenhus.

Til tårnet hører klokken. Hvis man ikke lider af svimmelhed, kan man af den stejle trappe i tårnrummet komme op på klokkeloftet. Den klokke, der hænger i dag, er ifølge sin indskrift omstøbt i 1913 af de Smithske Støberier i Aalborg. På den står desuden:

"Jeg kalder paa gammel og paa ung mest dog paa sjælen træt og tung syg for den evige hvile”.

Den blev hængt op som erstatning for en næsten 100-årig klokke, der var revnet året forinden.

Den gamle klokke bar indskriften:

"1817 haver Ferslev Kierkes Eier ladet denne Klokke omstøbe. Peder L. Bærndt, Finstrup. Wogn L. Buus, Ferslev. Jens Wel., Pederstrup. Joh. Math., Ferslev. Inspektør Winther, Flamsted.”

Desuden var der en del enkelte bogstaver, der formentlig har betegnet navnene på andre bidragydere. På nederste rand stod "Omstøbt af Peder Meilstrup i Randers”.

Tårnet, der bortset fra kvaderstenene er hvidkalket, fik i 1970 et tårnur med forgyldt skive i blåt kvadrat. Uret var en testamentarisk gave fra Niels Christensen, Mjels. Dets udformning skyldes arkitekt Poul Brøgger.

 

Kirkerummet

Når man træder ind i kirken betages man uvilkårligt af det lille og enkelt udstyrede rums skønhed og harmoni. Oprindelig har både skib og kor været dækket af et fladt bjælkeloft, men i gotisk tid fik skibet indbygget to høje krydshvælvinger med spidse gjord- og skjoldbuer og firkantede ribber. Hvælvingerne hviler på murede piller. Også i tårnrummet har der været planlagt hvælvinger, men disse blev aldrig opført.

Triumfvæggen brydes af den usædvanligt lille korbue. Buen bæres af et par smukke gesimssten eller kragsten, der har ens profil. Profilen vender både mod buens lysning og ud mod skibet. Sokkelstenene har ligeledes ens profil i form af stor karnis, men her vender profilen kun mod lysningen.

 

Kalkmalerier

Når man står overfor de hvide vægge, melder det spørgsmål sig: har der været kalkmalerier? Det har der, men vi ved ikke i hvilket omfang. I 1892 besøgte professor Magnus Petersen fra Nationalmuseet kirken efter den store restaurering. Han kunne kun konstatere, at væggene i skibet var nypudsede over det hele – her var intet at finde. Kun i koret var nord-og sydvæg urørte.

På nordvæggen foretog han en afbankning af hvidtelagene og fandt da også resterne af et kalkmaleri. Midt på væggen var der spor af en mandlig figur med glorie samt dele af draperier hørende til andre personers dragter. Til højre skimtedes fem hoveder af mænd og kvinder; et par af dem var kronragede og må altså have været munke. Til venstre for manden med glorien var der to tydelige ryttere foran hovederne af endnu en gruppe mennesker. På grundlag ad rytternes dragter kunne kalkmaleriet dateres til ca. 1530.

Med vanlig omhu leverede Magnus Petersen en akvarel af det fundne til Nationalmuseet, men kunne ikke anbefale billederne restaureret. De var for fragmentariske, til at man kunne forklare betydningen af dem, og de blev atter dækket  med hvidtekalk.

Også sydvæggen blev undersøgt. Her fandtes kun nogle gule og røde farvespor, men ingen bevarede billeder.

Døbefonten

I skibets nordside tæt ved korbuevæggen står kirkens ældste inventarstykke, den romanske døbefont, der er omtrent lige så gammel som bygningen. Placeringen skyldes senere tiders ommøblering. I kirkens første århundrede har fonten haft sin plads i skibets vestende tæt ved indgangene. Et udøbt barn kunne ikke bæres frem i kirke – dåben måtte nødvendigvis foretages lige indenfor tærsklen.

I den tidlige missionstid døbte man voksne, og dåben foregik ved nedsænkning i dåbsvandet. Kun bisperne og de højeste gejstlige måtte døbe. Efterhånden som de fleste voksne var døbt, blev barnedåben almindelig, og sognepræsterne fik lov til at foretage den. Disse ændringer medførte, at enhver landsbykirke skulle have en døbefont. I trækirkernes og de første stenkirkers tid har man antageligt benyttet træfonte, men da kilekløvningsteknikken først var lært, var der snart stenhuggere, der specialiserede sig i at fremstille granitfonte – et forehavende, der var langt mere kompliceret end at hugge glatte kvadersten.

I Ferslev er der tale om en sådan granitfont. Den er lig usædvanlig af form, og dens dimensioner er beskedne. Den brede, flade kumme har en ganske smal mundingsprofil og er udvendigt ornamenteret med indhuggede linier, der danner et sparremønster. Dåbsvandet var helligt og kunne ikke bare kastes ud. I kummens bund har der været et afløbshul, der forbundet med en kanal i foden sikrede, at vandet kunne sive ned i kirkens indviede jord. Skaftet er kort, og foden, der kan minde om en gammeldags buddingform, domineres af en kraftig vulst med skråtstillede riller. Fonten minder så meget om dem, vi finder i Ellidshøj og Gudum, at man kan gå ud fra, at dem samme stenhugger har hugget dem alle tre.

Kummens ydre diameter er 67 cm, den indre 51 cm. Dybden er 21 cm. Fra gulv til munding er højden 57.5 cm. Disse mål er langt under gennemsnittet, men vel ikke mindre end at det med lidt god vilje har været muligt at foretage en reglementeret dåb med nedsænkning af barnet i fonten. Børnedødeligheden var høj i middelalderen; fra landsbylovene ved vi desuden, at et udøbt barn ikke kunne arve, så der var flere grunde til, at man så vidt muligt lod børnene døbe kort efter fødslen.

Fod og kumme har – uvist af hvilken grund – i en kortere periode i dette århunderede (red. Bogen er skrevet i 1995) været skilt fra hinanden. Kummen har fungeret som døbefont i kirken, medens foden har ligget gemt i kirkegårdsdiget. I 1962 blev de to dele forenet igen.

Efter reformationen afskaffedes nedsænkningen i dåbsvandet, til fordel for overøsning af barnets hoved, sådan som det siden har været skik. Sjællands første reformerte biskop, Peder Palladius, var en ivrig talsmand for denne ændring, bl.a. med den begrundelse, "at i dåben er givet vore børn til deres sjæls salighed og ikke til deres legemes skade og fordærv”. Helt ufarlig var den gamle dåbspraksis ikke for de nyfødte og nøgne dåbsbørn; det kolde vand stod ofte længe i fonten og var ikke altid rent – dertil kom, at der var koldt i kirken, der fik sin første kakkelovn i 1892.

Den nye dåbsskik krævede mindre vand og medførte, at kirkerne lidt efter lidt indførte et par nye rekvisitter: dåbsfad og dåbskande.

I Ferslev er dåbsfadet af den type, som i slutningen af 1600-tallet importeredes i stort tal fra Nederlandene. Det er et messingfad med ottekantet rand prydet med blomterranker og blanke skjolde. Et af skjoldende bærer de indpunslede initialer C.I.S. og derunder G.N.D. Mere end tre hunderede års pudsning har næsten udvisket dem, men vender man fadet om, kan de tydeligt ses på undersiden. Desværre har det ikke været muligt at fastslå, hvis initialer, der er tale om.

Dåbskanden, der også er af messing, er anskaffet i 1902.

Altertavlen

Alteret, kirkens vigtigste inventarstykke, er opbygget af kvadersten. Muligvis har den haft en stor, flad dæksten. En sådan er ikke mere tilstede, men hører til det, der var foreskrevet for et alterbord.

På de tre sider er alteret dækket af et enkelt fyrretræspanel, der er sat op ca. 1600 og restaureret flere gange. På bordet står altertavlen, der hører til de mere ydmyge af sin art. Det har den sikkert gjort fra begyndelsen, men forskellige forsøg i tidens løb på  at forskønne den, har snarere haft den modsatte virkning.

Der er tale om en tavle fra omkring 1600-tallet. Den har oprindelig haft  renæssancens stiltræk med et midterfelt omgivet af to frisøjler, malede storvinger med udsavede afslutninger og et topstykke, der sandsynligvis har haft trekantgavl.

Hovedfeltets malede billede er en naivistisk fremstilling af korsfæstelsen. På højre og venstre side af korset er nadverens indstiftelsesord malet på mørk baggrund. De stærkt beskårne vinger er festligt malet med beslagværk og blomsterranker. Topstykket mangler, medens det gamle fodstykke er bevaret. Også fodstykket har bibelcitater.

Hovedfeltet er blevet malet over nogle gange, og det motiv, vi ser i dag, er en anden udgave.

I 1844 skete der noget gennemgribende med tavlen. Ved provstesynet det følgende år noteredes i protokollen om Ferslev kirke: "Ogsaa denne Kirke eies af Sognets Beboere, der ogsaa giøre sig en Fornøielse af at holde den i god Stand. Ved den Reparation Kirken erholdt i f. Aar lode de den ogssa pryde med en smuk Altertavle, udført efter Sognepræstens Veiledning og forestiller Frelserens Billede af Adam Møller, malet meget smukt af en Malersvaen i Aalborg og indfatte i en simpel, men smuk Ramme. Ved synet i Aar befandtres Blyetaget paa søndre Side noget ramponeret, der strax vil istandsættes. En Alterkande er anskaffet.”

Dette notat kunne give anledning til at formode, at der var tale om en helt ny altertavle, men i virkeligheden var der tale om en ændring af den gamle. "Den simple, men smukke ramme” opnåede Adam Møller ved at fjerne vinger og topstykke fra den oprindelige helhed. Desuden malede han hovedfeltets korsfæstelsesbillede over med en fremstilling af den velsignende Kristus mellem to malede søjler.

I årene efter kirkens hovedistandsættelse i 1892 opstod ønsket om at få en "passende” tavle, og denne gang henvendte man sig ikke til en malersvend. Opgaven blev lagt i hænderne på professor A. Dorph (1831-1914), der nogle år forinden havde leveret en tavle til nabokirken i Dall, og som i sin tid var særdeles anset  som historiemaler. Dorph valgte som motiv "Kristus i Getsemane have” - en enkel, klar komposition, der ikke er uden værdighed, men som i dag næppe påkalder sig større interesse.

Dorphs altertavle blev leveret i 1899 og kostede den nette sum af 610 kr. Da kirken som før nævnt var beboerejet, var det også sognets beboere, der skulle dække omkostningerne. Nyanskaffelsen betød, at afgiften til kirken blev mere end femdoblet det pågældende år.

I 1966 besluttedes det at tage den gamle tavle til nåde igen, efter at den var blevet grundigt restaureret. Dorphs tavle, der er indrammet i en enkel, nyromansk egetræsramme med indskriften "Ske ikke min vilje, men din”, blev herefter flyttet til våbenhusets store sydvindue over indgangsdøren.

Af den gamle tavle var vingerne som nævnt væk, men tre revler på bagsiden viste sig at stamme derfra. Konservatoren besluttede i samråd med Nationalmuseet at supplere dem og sætte dem på igen for at give tavlen lidt mere helhed. De udsavede afslutninger, der sikkert har været, fandt man intet af, og de blev heller ikke søgt eftergjort. Adam Møllers "Velsignende Kristus” blev fjernet og korsfæstelsesbilledet blev restaureret. Tavlens ældste billede var for medtaget til, at det skønnedes muligt, at bringe det frem igen.

Altersølv

Til et alters helt nødvendige udstyr hører kalk og disk. Deres centrale funktion ved altergangen har medført, at der århundrederne igennem har været lagt særlig vægt på udformning og materiale.

Ferslev kirke har en smuk, gammel alterkalk af sølv ed indvendigt forgyldt kumme. Kummen er i nyere tid blevet udstyret med en indsats. Foden er ottepasformet med ganske lav fodplade og standkant. På en af tungerne er indgraveret en fremstilling af Kristus på korset omgivet af Maria og Johannes. På modsatte tunge ses Kristi sammenslyngede monogram. Det ottekantede skaft har en kraftig knop med otte bosser omgivet af dobbeltbånd.

Langs kummens rand kan man læse indskriften:

"DENNE KALCK OG DISK HAVFER SALLIG JUST PEDERSEN UDI FERSLE HANS AFVINGER FIRÆRET TIL FERSLE KIRCK.”

Og i linien under Just Pedersens navn står:

"OG MAREN JØRGENS DATTER DIERIS”

Nedenunder står  "H.P.I.  II  CI-MID” og endelig "1653”.

Placeringen af Maren Jørgensdatters navn i en linie for sig under mandens og brugen af øverste linies "Hans afvinger” skal nok forstås sådan, at Just Pedersen er død først, og at hustruens navn er tilføjet senere.

Under foden er stemplet Aalborgs bymærke samt et mesterstempel. Desuden er indridset W.27 lod 3 quint.

Den tilhørende Disk er kun 12.5 cm i diameter. Den har været forgyldt på oversiden, men forgyldningen er nu næsten slidt af- den eneste udsmykning er et cirkelkors på den smalle fane og overfor dette IHS, der kan læses som "Jesus hominum salvator” dvs. "Jesus menneskenes frelser” eller "In Hoc Signo” dvs. "i dette tegn (skal du sejre)”. Stemplet er ulæseligt.

I 1988 suppleredes altersølvet med en moderne vinkande og en oblatæske fremstillet af sølvsmed Jørgen Dahlerup.

Den kraftige, cylinderformede vinkande har på hver side fem udadvendte knæk, der mødes i halvcirkler under tuden og hanken. Jørgen Dahlerup lader dem associere til de ti bud. Kanden har en åben bøjlehank, der buer op fra låget og derefter går lodret ned.

Kanden er forgyldt indvendigt – dette er ikke et udtryk for ekstravagance, men hænger sammen med, at guld i modsætningen til sølv ikke nedbrydes af vinsyre.

Den tilhørende oblatæske er ligeledes cylinderformet. På dens flade låg er der tre lige knæk, der fortsætter i skæve knæk på æskens sider. Sølvsmedens ide med denne tredelte bølge har været at bringe tanken hen på treenigheden.

Sættet afløste et ældre, men efterhånden temmelig skåret porcelænssæt, der stadig opbevares. Vinkanden, der  er  fremstillet af Den Kongelige Porcelænsfabrik, anskaffedes i 1844, medens oblatæsken fra Bing og Grøndahl ført kom til i 1883. Begge dele er sorte med forgyldte kors.

Til alteret hører også to 45 cm. høje lysestager af messingblik. De er fra omkring midten af 1600-tallet og især karakteriserede ved den æggestavsbort, der omgiver både fodplade, lysskål og knoppen på det slanke, balusterformede skaft med den snoede overdel.

Der er ingen stempler og ingen indskrift til belysning af giverens identitet.

 

Prædikestolen

Ligesom altertavlen er prædikestolen et jævnt snedkerarbejde fra hen imod midten af 1600-tallet. Den er opbygget som en traditionel renæssancestol og består af fire sider af en mangekantet kurv. De fire felter rummer hver en bue båret af høje rillede pilastre omgivet af en tandsnitbort. Tandsnitborten ses også omkring de smalle rektangulære felter i postament og topstykke. I postamentfelterne er de fire evangelisters navne den eneste udsmykning. I hjørnerne, hvor hovedfelterne mødes, er der drejede frisøjler. Forneden er der påsat nyere hængeværk.

Med reformationen fik prædikenen en hidtil ukendt vægt, og en prædikestol blev et helt nødvendigt inventarstykke i kirken. Ferslevs nuværende prædikestol må sikkert have haft en forgænger, men vi ved ikke noget om den.

 

Stolestader

De enkelte stolestader er fra 1892. gavlene er udsmykket med en cirkel med et firkløvermotiv. Ved restaureringen i 1962 blev ryglænet lidt skråtstillet for at gøre stolene mere bekvemme. I kirkens ældste tid var der ikke tale om bekvemmelighed. Der har måske tidligt været en præste- og en degnestoæ, men menigheden stod på under gudstjenesten. Først i årene efter reformationen blev stolestader almindelige.

Orgel

Kirkens første orgel blev taget i brug så sent som i 1943. Det var et elektrisk drevet harmonium, som kalkværksbestyrer Chr. Sørensen, Mjels, skænkede i anledningen af sin hustru Isne Sørensens død i 1941. det tog lidt tid, at få sagen bragt i orden, fordi der ikke var indlagt elektricitet i kirken, men giveren påtog sig også udgiften hertil. Ved samme lejlighed valgte man at få installeret elektrisk lys i kirken. I 1979 erstattedes harmoniet af et mekanisk sløjfeladeorgel med fire manual-stemmer og anhangspedal. Det nye instrument var bygget hos orgelbyggerfirmaet Th. Frobenius og Sønner.

 

Lysekroner

De to store lysekroner i skibet er først taget i brug i 1985. Ved anskaffelsen stod menighedsrådet overfro det valg, der nu engang må træffes, hver gang en gammel kirke skal have nyt inventar: skal man vælge efter vor egen tids stil og smag, eller skal man vælge en efterligning af ældre tiders stil? I Ferslev valgte man den sidste løsning.

Præstetavlen

I våbenhuset hænger en gammel tavle med to rækker navne. Til venstre er opregnet biskopperne og til højre kirkens præster fra reformationen til i dag "saavidt som bekendt”. Det er ikke en række ligegyldig data, men navnene på de mennesker, der på godt og ondt har været centrum i sognets kirkelige liv i en kortere eller længere periode. Det vil føre for vidt at gå i personalhistoriske detaljer, men to navne skal særligt nævnes, fordi de har spillet en rolle for bygning og inventar.

Den første, der skal omtales er tavlens nr. 2: Christen Christensen, og han nævnes ikke for det gode. Ved Hellum herreds ting vidnede 36 bønder i 1645, "at de havde hørt, at hr. Christen havde lyst til trætte og klammeri”. Utallige var de retssager han førte med sine sognebørn om tiendeydelser, præstegårdens tilliggender, anneksbøndernes forhold osv. Sognebørnene havde på deres side en del klager over præstens embedsførelse. F.eks. havde han flere gange ladet sin søn, som hanhvade fået ansat som løbedegn, prædike, medens han selv forsømte gudstjenesten. Kirken skulle han have brugt til at tørre tøj i, så den længe ikke kunne aflåses. Ikke blot tøjrede han sin hest på kirkegården, han lod også sine får og svin gå der. I en periode holdt han får og kalveinde i kirken, så fåre- og fæmøg lå helt op til alteret – to svin havde han gående i tårnrummet. Dette vedgik han, men han havde ladet sine tjenestepiger muge ud i kirken, "som hr. Christen ikke formener var at laste”. Med ret mange præster af hans art havde kirkebygningen næppe stået de mange århundrede igennem.

Den næste, der skal nævnes, er provst Rasmus Severing Deichmann, der nød stor agtelse i sognet. Hans navn kan læses på den lysekrone, som han og hans hustru skænkede til kirken i 1864. kronen hænger nu i våbenhuset, men havde sin første plads i skibet. Fru Deichmann, der var meget haveinteresseret, forestod nyanlægget af præstegårdshaven, der vakte megen opsigt.

 

Runesten

Flere hundrede år ældre end kirken er indskriften på den runesten, der nu sidder indmuret i våbenhusets vestvæg. Indskriften lyder:

[:] (t?)uki : sati : stin : basin: aft: | :asta: sun : sin : lutaris: sun [:]

 

Hvilket i sammehæng betyder: Toki (?) Lutaris søn satte denne sten efter sin søn Åste.

Det første, der falder i øjnene, er at stenen er anbragt vandret. Efter indskriftens læseretning burde den hvae været vendt 90 grader og altså stå på højkant. Det næste, man bemærker, er at stenen er tilhugget som kvadersten.  Vikingerne, der har ristet runerne, kendte ikke til kilekøvningsteknikken. Det må antages, at stenen har været mellem de mange blokke, der i årene op til kirkens opførelse blev samlet sammen på kirkebakken. Den tidligere omtalte Johs. Meier beretter, at stenen blev hentet fra en høj ved Volsted. Der var knyttet mange forestillinger til runernes magiske kraft, og der kan meget vel have været lokale ønsker om at få en repræsentant for den gamle tro med over i den nye kirke. I hvert fald har stenmesteren valgt at redde indskriften ved at kløve stenen med den som udgangspunkt. Det har ikke været uden vanskeligheder, fordi han ikke kunne tage de normale hensyn til stenens spalteretning, men vi kan glæde os over, at det er lykkedes for ham, og at vi derved har fået en stensikker forbindelse mellem de to kraftfulde perioder i vor historie: vikingetiden og den store kirkebygningstid.

At man virkelig har tillagt stenen særlig betydning ses af den fornemme placering, den fik i byggeriet. Den blev anbragt i triumfvæggens nordside ud mod skibet. At stenmesteren næppe har været runekyndig, kan ses af at han anbragte stenen liggende. Her sad den indtil 1892, da den på foranledning af professor Magnus Petersen, Nationalmuseet, blev flyttet til tårnrummet. Desværre fulgte man ikke ekspertens anvisninger om at rejse stenen på højkant,

I det samlede stenmateriale har der været endnu en runesten. Sandsynligvis har man også forsøgt at kløve den under hensyntagen til indskriften, men u dette tilfælde mislykkedes forsøget, og stenen sprang. Et stykke af den var endnu i sidste århundrede at finde i præstegårdshavens nordlige dige, men den er siden forsvundet. Det lille stykke af indskriften, der var på den lød:

…sti : runar : pe… dvs. …(ri)stede di(sse) runer.

Kirkegården

Til et kirkebesøg hører også en tur på kirkegården, der på sin egen stilfærdige måde har en del at berette om livets gang i sognet. For den hjemmehørende, der har slægtninge og venner begravet her. Er kirkegårdens beretning forbundet  med private minder, medens den fremmede i højere fra vil interessere sig for den kulturhistoriske side.

Det smukke og velplejede kirkegårdsanlæg med grusede gange og velholdte gravsteder, vi kender i dag, er især et resultat ad de sidste 100 – 150 års ideer om, hvordan "de dødes have” skal se ud. Det er ideer , der stadig ændrer sig og sikkert fortsat vil gøre det i takt med ændrede holdninger til døden, men også i takt med ændringer i beboernes sammensætning. Sognet er ikke mere et sluttet samfund, hvor folk fødes, lever og dør og efterfølges af slægtens næste generation, men er præget af langt større mobilitet end tidligere. På kirkegården kommer vor egen tids forestillinger til udtryk bl.a. ved den nye urnegravplads ved østdiget, og i planerne for et fælles gravsted uden markering af "territorialgrænser” samt for en helt anonym "de ukendtes grav”.

Da man samlede sten til kirken, samlede man også sten sammen til et kraftigt dige, der dels skulle markere grænsen for den indviede jord og dels skulle beskytte denne mod indtrængende dyr. Diget blev udstyret med port, låger og færiste. Indenfor diget var kirkegården græsklædt , og det var den til langt ind i forrige århundrede. I 1913 foretog man et stort planeringsarbejde på kirkegården, og der blev anlagt en del nye gange.

Det første kirkegårdsdirektiv, vi kender, er fra Peder Palladius’ visitatsbog, og det er kun vejledende. Han skriver bl.a. "kirkegården skal også altid stå ren og udi god måde; ingen hyld eller nælder skal være på kirkegården, ingen tid højere græs end over ens ankelkode, smuk jævn lang græs, så at kirkeværgerne lade den slå to eller tre gange om sommeren… det skulle vlre langt fra I skulle tilstede, der kommer stundom øg eller fæ på kirkegården den at beskide, med forlov at sige, og beklikke det sted, hvor jeres forældre ligge og hvile deres bene…”.

Det er nævnt , at Hr. Christen i 1600-tallet lod sine syr græsse på kirkegården, og så sent som i 1817 ankedes der ved provstesyn over de får, der søgte deres føde på kirkegården: "de bør derfra afholdes”. Bemærkningen skal nok læses som en ”næse” til præsten. Græsset på kirkegården tilhørte embedet og var altså en del af præstens løn, så man kan gå ud fra, at de formastelige får også har været hans.

Først i løbet af 1800-tallet begyndte kirkegården for alvor at ændre form. I 1805 blev begravelser inde i kirken forbudt med den følge, at også de mest velhavende nu måtte tage til takke med en grav på kirkegården. I Ferslev fandt man ved den store restaurering i 1962 et enkelt skelet under kirkegulvet, men der har sikkert været flere. At nu også velhavergravene måtte anlægges udenfor medførte, at kirkegårdene fik en lang række kostbare gravminder med efterfølgende afsmittende virkning. Det blev almindeligt at indhegne gravstedet med sten eller jerngitter, noget der ikke før havde været tradition for. Tidligere havde man af og til anvendt forgængelige gravrammer af træ som markering.

På ældre billeder af Ferslev kirkegård ser man mange af disse gravgitre; i dag er der stort ser ikke flere end der kan tælles på en hånd. Lave hække har stort set overtaget  hegnsfunktionen.

Det, der viser, at her mindes en bestemt person, er gravmindet eller gravstenen. Mangfoldigheden er stor: liggesten, kors, uægte grotte, bauta, stele, tavle osv. Hver tid har haft sin foretrukne type.

I 1948 samlede man i Ferslev fire gamle gravsten i et lille mindeanlæg syd for kirken tæt ved port og låge. Den ældste af disse sten er en sandstensplade fra 1700-tallet med en oval krans og englehoveder i hjørnerne. Indskriften er nedslidt og ulæselig, fordi der er tale om en liggesten, der muligvis har haft sin plads i kirkegulvet. Fælles for de øvrige er de lange indskrifter, der både er oplysende og taler til den kirkegårdsbesøgendes fantasi og medleven. Næsten som optakten til en Blichersk novelle læser man på den ene:

"Faa og onde have mit

Livs Aars Dage været

Saa taler Støvet af

Den herunder hvilende

Sal. Matias Berntsen

Fød i Mou ? Jan. 1743

Død hos sine Venner

I Pederstrup Gaard

Den 20. September 1781”.

Den type indskrifter er nu stort set afløst af nøgterne oplysninger om navn, fødsels – og dødsdag.

I tagdryppet ved koret sydside bemærker man et lille sandstenskors rejst i 1831 over sognepræst Christen L. Mørch. Denne var anden generation i embedet, som han i 1801 overtog efter sin far Mourits S. Mørch. Sidstnævnte, der var degnesøn fra Gunderup, ser ud til at have været en mand, der kunne mere end sit Fadervor- Han købte i 1783 gadehuset Vennersborg i Ferslev by med et jordtilliggende på over 70 tønder hartkorn.

Til de praktiske anlagte pæster hørte også pastor W.S. Flensborg (1836-1921), hvis lidt beskadigede gravsten findes på kirkegården tæt ved diget mod øst. Om ham blev det som en ros sagt, at han var "mere præst de seks søgnedage end om søndagen på prædikestolen”. Nogen god prædikant var han ikke, men han var særdeles afholdt i sognet- han stiftede en spare – og lånekasse, fik oprettet en kreaturforsikringsforening for husmænd, en hesteforsikring og en sygekasse i pastoratet, og der var alt sammen nyttigt og nødvendigt.

Disse få eksempler skal blot illustrere nogle af de vidt forskellige synspunkter, der nu lægges til grund for registrering og bevaring af kirkegårdens gravminder efter loven fra 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Synspunkter, der både tager sigte på at bevare det tidstypiske og det mere specielle fra forskellige perioder, hvad angår from, udsmykning og indskrifter, men også rummer overvejelser om personens fortjenester.